Et mærke eller et brand er en samling af symboler, oplevelser og associationer, som positionerer og differentierer en vare, en service, virksomhed, organisation, person eller et sted. Hvis der er tale om et produkt, handler brandingen (mærkningen) således om at sikre, at målgruppen kan genkende det i forhold til konkurrenternes produkter.

Selve ordet branding stammer fra amerikansk ‘at brændemærke’. De amerikanske kvægavlere eller cowboys brændemærkede deres kvæg for at skelne det fra naboens kvæg. Begrebet blev introduceret i markedsførings-jargonen allerede omkring 1850’erne og har siden udviklet sig i flere retninger.

En almindelig misforståelse er, at et mærke er det samme som et varemærke eller et logo.